"Når cykling er en livsstil"
Foredrag ved: Anders Fialla

Oplev et inspirerende og nærværende foredrag med Anders Fialla – en mand med dybe rødder i dansk cykelsport og mange års erfaring med præstation, teamwork og mental styrke.

Anders Fialla var aktiv cykelrytter fra ca. 2003 til 2009, bl.a. for Team Odense Energi. Efter sin rytterkarriere har han engageret sig dybt i sporten: Han er ejer og teammanager for cykelholdet Team Nyt Syn by Fialla, som har elite- og juniortalentudvikling. Derudover fungerer han som træner for landevejsryttere i Cykling Odense, især for U17 og U19. Han har også været konstitueret landstræner for de danske ungdomsryttere.

Her har han bl.a. varetaget sin datters, Ida Fialla, karriere.

Hans erfaring som tidligere rytter giver ham et særligt indblik i rytternes behov – både sportsligt og organisatorisk – og han formår at kombinere sin professionelle rolle som optiker med et dybt engagement i cykelsporten, især omkring udvikling af unge talenter.

Med afsæt i livet som eliteidrætsudøver og senere rolle som sportslig leder deler Anders Fialla ærlige fortællinger fra en verden, hvor marginaler afgør succes, og hvor vilje, disciplin og samarbejde er altafgørende. Publikum får et unikt indblik i de mekanismer, der skaber resultater – både på landevejen og i hverdagen.

Anders Fialla medbringer et udvalg af memorabilia og cykelgear.

Glæd dig til et engagerende foredrag fyldt med indsigt, motivation og stof til eftertanke.

Fjordhusene og Skalleværket

Velkommen til naturen og historien omkring Klintebjerg, og til de faciliteter der er med til at samle lokale samt besøgende i fællesskab.

Nyd solen, vinden og vandet fra bænken på promenaden, udsigten inde fra foreningshuset Skalleværket, eller når du slår dørene op fra dit Fjordhus lejemål og trækker et SUP board ud på vandet. Det er op til dig at gøre det til en god oplevelse – måske i fællesskab med andre. Foreningen Udvikling Klintebjerg arbejder frivilligt med at understøtte attraktive aktiviteter og udvikling af området.

Her på siden finder du aktiviteter du kan deltage i samt information omkring booking af foreningshuset Skalleværket og leje af Fjordhusene, alt sammen for medlemmer af foreningen Udvikling Klintebjerg. Udearealerne er selvfølgelig gratis at bruge, men jo flere medlemmer der støtter op om det gode frivillige foreningsliv, jo bedre.

Husk ­– naturen og faciliteterne er kun til låns, så efterlad det pænt og rent.

Skalleværket Klintebjerg, arkiv

Arkivfoto privateje - læg mærke til støvet fra det gamle Skalleværk nederst til højre.

Det gamle Skalleværk – industrien i Klintebjerg i gamle dage

Det er ikke til at se det, men Klintebjerg Havn var indtil for ca. 70 år siden en havn med kalkbrænderi, eddikebryggeri, cikoriefabrik, badeanstalt, kro og købmand. Klintebjerg har tidligere været udskibningshavn for Odense, før kanalen blev gravet. Et stykke dansk, maritim kulturhistorie. Skalleværket var dengang arbejdsplads for lokale, hvor muslingeskaller fra fjorden knustes og blev anvendt til hønsefoder og keramisk produktion. Som i mange andre småsamfund lukkede disse aktiviteter ned fra begyndelsen af 1960’erne.

I dag ligger foreningshuset i dette aktive område, hvor det gamle skalleværk lå – deraf navnet på vores foreningshus - Skalleværket. Havnen og livet omkring Skalleværket og Fjordhusene ved kysten er blevet det nye samlingspunkt i et lokalsamfund uden forretninger. Vi ”runder lige havnen”, siger vi, når vi går en tur på havnen og får en sludder med de andre. Klintebjerg havn er også udgangspunkt for friluftsliv i vækst for hele området med cykelsti fra Odense, nyt havneanlæg, ophalersted, shelters, udekøkken og bålsted mm. Naturområdet og naturskolen på Vigelsø, der ligger lige overfor Klintebjerg, ejes af staten.

Det nye foreningshus Skalleværket er tegnet af arkitekt Jesper Thyge Brøgger, mens Fjordhusene og promenaden er tegnet af Land+.

-> Læs mere om områdets historie.

Foreningen har modtaget økonomisk støtte til at udvikle området og opføre Fjordhusene og Foreningshuset Skalleværket, hvor man mødes på tværs af interesser, foreninger og institutioner fra:

Fynbo Fonden                                       
LAG MANK via ELFUL                      

Som forening kan du booke skalleværket her.

Se alle bookinger i denne måned her.

Næste arbejdsdag: Søndag den 4. oktober 2026

Fjordens Dag: Søndag den 13. september 2026